Kirkelodgaard´s  DV og Welsh sec. B


  2020 2019 2018 2017 2016 2015 2014 2013 2012 2011 2010 2009 2008
  Nyheder på Kirkelodgaard 2010
Startside
Nyheder
Lidt om os
Dansk Varmblod
Welsh
Hingstevalg
Links
Salgsliste
Solgt
Himmelheste

23. Dec



Vinteren har fået bidt sig godt fat. Der ligger et tykt tæppe af sne på alle markerne.

Rigtig glædelig jul og godt nytår ønskes i fra os alle på Kirkelodgaard
 
12. Okt. R.I.P. Kirkelodgaard's Celine
Ja en dag som i dag er der ikke meget sjov i at være hesteavler.
Kirkelodgaar's Celine er blevet aflivet kun 5 år gammel.
Sidste år blev hun "ren" i røntgen. I år var hun blevet tilredet og reddet i godt 3 måneder.
De nye billeder gav os intet valg. De evige jagtmarker var eneste mulighed for Celine.
Hun burde være stok halt og have store smerter, men det skjulte hun rigtig godt.
Hvordan der kan være så stor forskel på røntgen taget med lidt over et års mellemrum uden at hesten har vist tegn på halthed har jeg endnu ikke fattet.
Celine var en sej hest, en kæmpe kælepot og en rigtig arbejdsbi.
Sådan vil vi også huske Kirkelodgaard's Celine.

3. Okt Vinterfolden er blevet hegnet ind og delvis taget i brug. Hestene kan gå på ca. halvdelen af vinterfolden og så får de resten lidt ad gangen. Montana og Milan går dog stadig på et stykke fold, som ligger i vedvarende græs. Bliver Montana ikke solgt inden for de næste par uger bliver de begge kastreret. Vi synes selv det er lidt ærgerligt at kastrerer Montana som til alle de shows han har været til med udenlands dommer har fået meget ros. Tilsyneladende er der ingen der vil købe ham som hingst og da vi ikke selv kan bruge ham ender det nok med at han bliver kastreret, så alle hestene kan komme på samme fold.

 
4. Sept. I dag har vi været til Føl- og plagskue i Nr. Snede. Vi havde både Malou og Montana med. Malou var med for første gang og viste sig rigtig flot. Hun blev nr. to i sin klasse (ud af fire) slog det bedste welsh sec B føl fra kåringen, gik i finalen og fik ærespræmie fra Welshforeningen (3 stk. ølglas med welshlogo).
Om eftermiddagen havde Montana så noget at leve op til. Han var i en klasse med både hopper og hingste og blev nr. to i klassen. Han var rigtig godt gående men havde lidt problemer med at stå stille (mellem to hopper). Det kostede ham så fløjpladsen fortalte dommere os bagefter. Det blev dog til en finaleplads, hvor han fik en ærespræmie fra stutteri Lundquist (2 stk. fyrfadsstager)
Charlotte Jensen sad på sidelinjen og tog billeder. Hun har sendt nedenstående billeder af vores ponyer.

Kirkelodgaard's Montana tv og Kirkelodgaard's Malou th.

 
27. August Markerne er i dag blevet høstet og i morgen skal der så køres halm ind. Det betyder så at vi har måtte melde Malou fra Følskue på Fyn. Det er ærgerligt, men når der nu er tørvejr, så er det med at få halmen i hus, så der er noget strøelse til vinter.

 
26. August Contes har været til 1 dags afprøvning på Vilhelmsborg. Hun bestod både spring og dressurdelen og er nu  RDH hoppe. Se billeder af Contes fra rideprøven her

 
20. August I dag er Celine blevet hentet. Hun skal fremover bo på Sjælland. Vi håber Henrik og Gitte får glæde af hende som springhest og ønsker dem held og lykke med Celine.

 
2. August Celine er blevet tilredet på Vejle Rideskole og det er gået godt. Hun er kommet hjem igen for at Contes kunne overtage hendes boks i Vejle. Contes skal dels rides af Peter og dels skal jeg have undervisning på hende frem til hendes rideprøve sidst i august.

 
1. August Så har der være Welsh kåring og show. Vi havde Monick med og hun blev kåret i 2A og fik en rigtig fin beskrivelse. Søndag var hun med i show og blev nr. to i sin klasse.

 
14. Juli Synes lige i skulle se et billede af Contes under rytter.
Hun går rigtig pænt og meget sød at ride på.


 
12. Juli I lørdag var der ulideligt varmt, specielt for Jørgen, som brugte 6-7 timer på at pakke 184 stk. små wrapballer ind. 1 slet har givet helt godt 475 baller super hø og så 184 stk. små wrapballer. Der er nok til vores egne heste og ponyer i vinter og så lidt at sælge af.

Søndag var vi nede ved Gustav og Mette for at løsspringe med Contes. Det gik supergodt.

I dag gik turen så til Vejle rideskole, hvor Contes efter 4 ugers ferie atter skulle under rytter. Beridereleven Philip fik æren af den første del af rideturen og derefter fik jeg selv æren af at ride Contes med undervisning fra Philip. Det var nu rar at komme op og ride igen og Contes var rigtig flink. Planen er at tage til Vejle og få undervisning nogle gange her i ferien for at komme godt i gang med Contes.

I eftermiddag kørte vi så nogle af wrapballerne ind. Der er plads til ca. 80 inde. Resten står ude

Følhopperne går nu sammen med de 4 andre hopper. Milan og Montana må se til. Chivas er endnu ikke så stor og vi vil ikke risikere at de to drenge skal blive for voldsomme over for føllene.

Da vi var færdig med at køre wrap kom der torden og heldigvis også vand. Det betød også at hestene fortrak at komme ind. Indtil nu har vi fået 18 mm, hvilket var meget tiltrængt.

Det er endelig lykkedes at få billeder ind af Chivas se nedenfor og på hans egen side.

 
8. Juli Kirkelodgaard's Chivas er Chascha's føl kommet til at hedde.
Pt driller det lidt med billederne, men forhåbentlig får vi snart herren på hjemmesiden

Monick er meldt til kåring sidst i juli og hvis alt går vel bliver Contes meldt til 1dags afprøvning i forbindelse med kåring sidst i august.

Dyrlægen har været her og checket om der var føl i Magdalene. Det var der - hvilket vi også regnede med.
Samtidig blev føllene chipmærkede og få dage efter modtog vi stamtavlerne med posten.

 
24. Juni Endelig er ventetiden overstået. Chascha folede tirsdag d 22 kl 02.30.
Et langbenet mørkebrunt hingsteføl. Eneste aftegn er en plet i kronranden på det ene bagben
Navn har herren ikke fået endnu, men det kommer.



 
12. Juni Hjemme igen efter et meget vådt Horsens dyrskue.
Monick var med og fik 22 point 2/2. Hun fik en fin beskrivelse med bl.a. særdeles god størrelse, dybde, manke, skridt, trav og foderstand.
Nu går vi så og overvejer om hun skal med til kåring.

 
9. Juni Så er Contes side blevet opdateret  med billeder og resultater.
Monick er blevet vasket i dag. Fredag skal hun med på Horsens dyrskue.
 
2. Juni I dag har vi hentet Contes hjem fra stationsafprøvning.
Da vi kørte derop var humøret ikke alt for godt. Tirsdag eftermiddag havde træningslederen ringet. De havde konstateret at Contes ikke var taktfast, da de samme dag havde mønstret hende på fast bund. Derfor ville hun ikke få lov at gå den afsluttende prøv dagen efter. Om hun ville blive eksteriørkåret var op til dommerne.
Da vi kom til Vilhelmsborg viste vi ikke om Contes ville få en eksteriørkåring eller ej.
Contes blev målt og fremvist for dommerne på fast bund. Hun var ikke halt, men momentvis ikke taktfast.
Da de startede dressurafprøvningen af de andre hopper blev det sagt, at Contes efterfølgende ville blive fremvist til sidst løs i ridehuset med henblik på en eksteriørkåring.
I ridehuset løb hun glad rundt i både trav og galop et par bukkespring blev det også til.
Hendes fremvisning var heldigvis nok til en eksteriørkåring endda i DH (hovedstambogen, som er den højeste kåringsgrad). RDH kunne hun ikke blive da den afsluttende rideprøve ikke var aflagt.
Det hjalp kraftigt på humøret at Contes fik sin eksteriørkåring.

Ude af de 3 afkom (Chascha, Celine og Contes) vi har fået efter Linet er Chascha kåret i RDH og Contes i DH.
Celine er ikke blevet fremstillet til kåring, idet hun som 4 års knap var færdig med at vokse. Celine står nu på Vejle rideskole, hvor hun er i tilridning.
 
24. Maj I torsdags var jeg en tur på Vilhelmsborg for at se til Contes, der pt. er til stationsafprøvning.
Det går rigtig godt med ridning og løsspringning af Contes. Vi ser frem til at få hende hjem efter endt afprøvning.

 

I Kr. Himmelfartsferien havde vi besøg fra Sjælland.
Fredag var vejret flot og Anna og Anders ville ud og ride med alt det arbejde der høre til.
Først blev Mischa striglet af Anna og Anders. Derefter longeret de hende, og så blev der reddet. Anna, Anders og selv lillesøster Sara på 9 måneder kom op og fik en ridetur.
Bagefter blev Mischa sendt på fold og Anna og Anders skulle selvfølgelig være med til at ordne banen og de var begge ude at køre ATV'er med Jørgen. Anna var ikke blevet træt af heste så også Magdalene blev striglet. Lørdag formiddag var det overskyet, men der var jo tørvejr, så Anna og Anders besluttede sig for lige at tage en ridetur inden de skulle videre til deres familie i Vejle. Endnu engang blev Mischa striglet, longeret og reddet og selvfølgelig blev banen ordnet med ATV'eren efterfølgende.

 

  
10. Maj Malou har fået sin egen side og der er blevet lagt billeder og resultat ind på Montana's side
 
 
3. Maj Så er det atter tid til en opdatering
Lørdag var Montana på Fyn's plagskue. Herhjemme havde han gået rigtig godt og lige inden han skulle i ringen viste han sig også fra sin bedste side. Da han så kom i ringen synes han nok, at han havde været sød nok og han viste sig ikke optimalt i hverken skridt eller trav. Alligevel to han fløjen og blev bedste 2 års sec B.

Søndag kørte vi Contes til Vilhelmsborg, hvor hun i maj måned skal stå til stationsafprøvning. Hun fik sig en pæn stor boks på 3 x 6 m så plads kommer hun ikke til at mangle.

Kirkelodgaard's Malou hedder Magdalenes føl, som allerede har styr på hegnet. Fuld fart fremad, hovedet ned og så under hegnet. Lige en volte og så retur igen inden mor blive bekymret. Der skal vist snart strøm på hegnet når Malou og Magdalene er på fold.

Opdatering af Montana's side med resultater og Malou's helt egen side kommer snart.

 
27. April I går aftes satte vi kameraet op ved Magdalene så vi kunne se "pony fjernsyn" i nat.
Lidt i 5 i morges traskede Magdalene rundt i boksen og kl 5 kom føllet.
Et brunt hoppeføl med en stor hvid blis og sokker på begge bagben.

 
25. April I denne weekenden er svalen kommet og hestene har været en tur på græsmarken. Vejret har været perfekt denne weekend.
Magdalene har sat meget yver de sidste dage så vi kan nok snart forvente at hun får føl.

 
11. April Markerne er sået og nu vil det gøre godt med lidt regnvejr så gødningen kan blive opløst.
Forhåbentlig betyder det at græsmarkerne snart tages i brug.

 
6. April Så er det vist tid til en opdatering af hjemmesiden.
Jørgen, har til hestenes store skuffelse, plovet vinterfolden. Det betyder, at der i en periode kun er en lille fold til rådighed for de "kære" heste, der gennem vinteren har kunne boltre sig på adskillige tdr. land. Nu går der så lige et par uger før de kan begynde at få sommergræsfoldene.
Contes er atter under rytter for at blive i form til stationsafprøvning på Vilhelmsborg i maj måned.
Både Magdalene og Chascha fylder godt om maverne.
Magdalene er også så småt begyndt at få yver. Hvis hun kommer 2-3 uger før tid, som hun har gjort de sidste par år, så er der føl inden udgangen af april.
Montana er meldt til plagskue på Fyn 1. maj, så får vi se hvad John Møllegård synes om ham.

 
21. Marts Efter 3 måneder med frost og sne er markerne nu atter snefri.
De forårsagtige temperaturen gav også lidt mere liv på folden hvor heste og ponyer løber glade rundt.
Jørgen har i dag været ude og afprøve sin nyerhvervelse. En ridebaneplaner til hans ATV.
Den virkede helt perfekt.


 
2. Februar Der har nu ligget sne på markerne i over en måned.
Hestene nyder det. Der er ingen af dem, der har travlt med at komme ind om eftermiddagen tværtimod.
Eneste problem er at holde vandet frostfrit. Hver morgen bliver baljen fyldt op med varmt vand ,så er der frostfrit vand til en dag på folden.

 
4. Januar Så skriver vi 2010 og i år venter vi to føl.
Magdalene skal have føl efter Bjerregårds Witek i maj måned og Chascha skal have efter Samarant i juni måned.
Sneen er blevet liggende og hestene nyder at lege i sneen.
Det giver lidt mere arbejde med at sørger for vand og wrap på folden. Der skal fyldes op med vand hver morgen for at vandet ikke er frossen når de hestene bliver tørstige.

 
 
Magdalene kigger ud på det snebeklædte landskab 22. december 2009
 
Op 2020 2019 2018 2017 2016 2015 2014 2013 2012 2011 2010 2009 2008